Vi står på en brændende platform. Efterspørgslen efter pædagoger stiger, mens der er færre kvalificerede kandidater at rekruttere. Derfor leder vi i Aarhus efter nye og langsigtede løsninger på den store rekrutteringsudfordring, som fylder både lokalt og nationalt.

Pædagogmangel i Aarhus

Inden 2030 vil Aarhus komme til at mangle cirka 800 fuldtidsstillinger, hvilket svarer til 1.100 flere pædagoger. Og lægger vi minimumsnormeringer og et ønske om mere uddannet arbejdskraft oveni, forventes efterspørgslen efter pædagoger at stige yderligere.

Nedenfor ser du, hvordan gabet mellem udbud og efterspørgsel forventes at vokse frem mod 2030.

Forklaring: Grafen tager afsæt i, Aarhus Kommune udvikler sig som Østjylland generelt. Derudover antages det, at pædagogerne i samme omfang som i 2018 er på deltid, barsel mv.

Flere børnefamilier får behov for pasning

Det skyldes blandt andet, at Aarhus er en by i udvikling. Flere børnefamilier vil i de kommende år få behov for pasning til deres børn. Det i sig selv er en positiv nyhed men forstørrer samtidig behovet for at finde og tiltrække flere kvalificerede medarbejdere til de aarhusianske dagtilbud.

Her ser du udviklingen i børnetallet for Aarhus. Fra 2021 til 2030 forventes antallet af 0-årige at stige med 29 %. Det giver en positiv tilvækst på cirka 1300 børn, der i de kommende år vil få behov for pasning.

Forklaring: Danmarks Statistik - Befolkningsfremskrivning 2021 efter alder, område og tid.

For Aarhus Kommunes fire nabokommuner -Favrskov, Odder, Skanderborg og Syddjurs - forventes børnetallet at stige med ca. 22 % i samme periode.

Flere på pension og færre nyuddannede på vej

Endeligt peger udviklingen henimod, at flere pædagoger når en alder, hvor de kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, mens antallet af nyuddannede stagnerer.

Fra 2015 til 2021 er antallet af pædagoger over 60 år steget med 89 % i dagtilbuddene i Aarhus, mens antallet af nyansatte nåede 18 %.

Samme tendens gør sig gældende på tværs af Børn og Unges dagtilbud, skoler og SFO'er. Her steg antallet af pædagoger over 60 år med 107 % fra 2015- 2021, mens antallet af nytilkomne pædagoger i Børn og Unge voksede med 13 %.

Forklaring: Antallet af nyuddannede pædagoger omfatter pædagoger, der bliver ansat i Børn og Unges tilbud på løntrin 27. Det svarer til, at de har mellem 0 og 11 måneders anciennitet.

Stigning i antallet af pædagogiske assistenter

Dog tegner der sig en opadgående kurve, når det kommer til ansættelse af nyuddannede pædagogiske assistenter. Fra 2015 til 2021 er der sket mere end en tredobling af antallet, der bliver ansat i Børn og Unges dagtilbud, skoler og SFOer.

Forklaring: Antallet af nyuddannede pædagogiske assistenter omfatter pædagogiske assistenter, der bliver ansat i Børn og Unges tilbud på løntrin 21 (løntrin 22 før 2018). Det svarer til, at de har mellem 0 og 11 måneders anciennitet.

Søg job som pædagog – Vi har brug for dig

Vi er hele tiden på udkig efter nye dygtige kolleger, der brænder for at hjælpe børns udvikling godt på vej. Søg ledige stillinger her.

I Aarhus arbejder vi målrettet for at skabe en tryg og lærerig hverdag for alle børn i de aarhusianske vuggestuer og børnehaver.

Som medarbejder hos os er din fornemmeste opgave at hjælpe børns udvikling godt på vej. Du støtter dem i at knytte de første venskaber – i at vise empati og gåpåmod - og du lærer dem at udforske verdenen og naturen omkring os. Du bliver med andre ord en vigtig rollemodel i børnenes hverdag de første fem år af deres liv.

Du kommer ikke til at stå alene med opgaven. Vi er 14.000 professionelle og dedikerede ansatte, der i fællesskab arbejder for at skabe rammer om det gode børneliv i Aarhus. Hos os er der respekt for faglighed, gode karrieremuligheder og masser af plads til at du kan udfolde dig igennem dit arbejdsliv.

 Er det dig? Så klik ind på Aarhus Kommunes jobportal og find dit næste job.

Mød en medarbejder

Mød André, pædagog i DII Tornebakken og hør ham fortælle om at være entreprenør i eget fag og gennem små skridt at støtte og udvikle børnene: