Formålet med forløbet Smag og Sanser er, at eleverne udvider deres forståelse af smag og tilegner sig en større bevidsthed om smag og om betydningen af deres sanser. Det er hensigten, at eleverne lærer at sætte ord på deres smags- og sanseoplevelser og på den måde udvider deres ordforråd på området.

Eleverne får indblik i hele den mikrobiologiske verden, som er knyttet til vores fødevarer. Eleverne vil få en fornemmelse af, hvordan man arbejder med mad og biologi på universitetsniveau, og hvordan hele emnet har direkte indflydelse på deres hverdag og madmæssige fremtid.

Forløbet introducerer eleverne til sansebegrebet og til hvad sensorik er. Eleverne skal prøve, at arbejde som forskere inden for sensorik, og de skal lave deres egen forbrugeranalyse. Det omfatter opbygning og gennemførelse af et spørgeskema samt efterfølgende databehandling og et kritisk blik på resultaterne.



På internettet og i medierne bombarderes vi alle med nyheder og meninger om mad og ikke mindst sundhed. Målet med ”Kritisk tænkning” er, at eleverne lærer at forholde sig kritisk til mad- og sundhedsbudskaber, og at de samtidigt reflekterer over, hvor de får deres viden fra og om den er troværdig.

Formålet med ”Mad og bevægelse” er, at eleverne får større indsigt i, hvad maden de spiser, består af, hvilken virkning den har på deres krop, og hvordan maden påvirker deres bevægelsesevne. Undervisningen kobler teori med praktiske øvelser og bevægelse bliver en naturlig del af undervisningen.

 

Tema 1 - Næringsstoffer

Tema 2 - Energi i mad

Tema 3 - Væskebalancen

Tema 4 - Mad og muskler

Med udgangspunkt i designcirklen skal eleverne igennem en innovativ proces, hvor de får viden om bæredygtighed og mad/måltidet samt hvilke problemstillinger, det kan omfatte. Eleverne skal samarbejde om at undersøge og finde løsninger på mere bæredygtige måltider og formidle det til klassen.

”Kog & Kør” handler om iværksætteri. Eleverne skal starte klassens eget firma: En fødevarevirksomhed. Til det har vi udviklet en slags Foodtruck, som kan komme ud til jer på skolen. Det handler om at tænde en gnist i eleverne, få dem til at tro på egne idéer, drømme stort og turde kaste sig ud i eventyr.

Eleverne kommer til at se på mælk som råvare i et historisk perspektiv. De kommer også til at dykke ned i de biologiske, kemiske og fysiske detaljer i mælken, der gør den enestående i fødevaresammenhæng. Eleverne får kendskab til processen fra mælk til ost - og skal selvfølgelig selv prøve at lave ost.

Forløbet gennemgår næringsstoffer i mad og zoomer mere specifikt ind på proteiner i mad. Eleverne får indblik i produktion og bæredygtighed i et globalt perspektiv, og introduceres til to nye proteinkilder: insektprotein og græsprotein.